Kommunikationsplan: Sådan undgår du at fægte i blinde

Christian Pedersen • 11. august 2023

God kommunikation drejer sig om at skabe oplysning, forståelse og invitere til dialog.

Det kræver en plan for, hvordan og hvornår man vil kommunikere med de målgrupper, man ønsker at påvirke og få i tale.

Her får du tre råd til at udarbejde en plan, som er realistisk og let at følge op på, så I når de mål, I har besluttet jer for.

1: Få sat ord på de langsigtede mål
Før I går i gang med at udarbejde den årlige plan med indsatser måned for måned, er det en god idé at fokusere på de overordnede mål for kommunikationen.

Hvilken kommunikationsprofil ønsker I for jeres virksomhed på lang sigt? Hvordan skal man omtale jeres virksomhed, og hvilke historier skal forbindes med den?

Dernæst skal I fokusere på, hvad der i de kommende 2-3 år skal tages af konkrete initiativer for at lykkes med jeres kommunikationsindsats.

2: Få styr på målgrupper, budskaber og kanaler
Når I har styr på jeres langsigtede mål, skal I kigge på, hvem I helt konkret ønsker at kommunikere med og påvirke gennem jeres kommunikation. Altså, virksomhedens målgrupper.

Jeg anbefaler, I begrænser jer til tre målgrupper for overskuelighedens skyld. For den eksterne kommunikationsplan vil det typisk være: Kunder, leverandører og øvrige samarbejdspartnere.

Få styr på, hvad jeres målgrupper har behov for at vide. Hvilke budskaber skal I formidle til dem? Og find ud af, hvilken kanal, der er bedst til at påvirke dem. Det kan være presseomtale og omtale på jeres website, sociale medier eller måske et nyhedsbrev.

3: Udarbejd en årsplan med indsatser hver måned
Selve planen bør være overskuelig og ideelt set kunne være på et A4-ark.

Lav et skema med 12 måneder, så man hver måned kan notere, hvilke målgrupper der skal påvirkes med konkrete budskaber i hvilke kanaler. Notér også hvem der er ansvarlig for den enkelte indsats.

Herefter tager I planen frem hver måned og sikrer, at den planlagte indsats gennemføres.

Tjek hele august-nyhedsbrevet , hvor du også kan læse om fotos, der er genereret med AI (kunstig intelligent), hvordan du skriver mere præcist, og du får fem gode råd om, hvordan du får mere ud af din kommunikationsindsats.


Gå ikke glip af det næste nyhedsbrev, tilmeld dig allerede nu!


Af Christian Pedersen 3. maj 2026
Betalingsmuren i den digitale journalistik er ikke længere kun et forretningsredskab. Den påvirker i stigende grad også den måde, journalistik skrives og doseres på. Overskrift, manchet og de første afsnit skal ikke kun informere. De skal også vække så meget nysgerrighed, at læseren vil betale for resten. En betalingsmur er den digitale barriere, der betyder, at læseren kun kan se hele artiklen, hvis vedkommende har abonnement eller betaler for adgang. Nogle medier viser kun overskrift og få linjer. Andre lader læseren komme et stykke ind i artiklen, før adgangen lukkes. Det hænger sammen med mediernes økonomi. Abonnementer og medlemskaber er i dag blandt de vigtigste indtægtskilder for mange medier, og det sætter sine spor i redaktionernes prioriteringer. Forskning peger på, at mængden af information foran betalingsmuren har betydning for, om læseren tegner abonnement. Giver man for meget væk i indledningen, falder incitamentet til at betale. Dermed bliver tilbageholdelse af information en del af den journalistiske form. Det ses også i praksis. Nogle medier arbejder bevidst med at placere betalingsmuren dér, hvor læserens nysgerrighed er størst. Historien bygges op, så læseren får nok til at blive fanget, men ikke nok til at være færdig. Betalingsmuren bliver dermed en del af fortællingens dramaturgi. Udviklingen kan også påvirke selve stofvalget. Studier tyder på, at medier med betalingsmur i højere grad prioriterer historier, der kan tiltrække og fastholde abonnenter. Det betyder ikke, at klassiske nyhedskriterier som væsentlighed, aktualitet og konflikt er forsvundet. Men de suppleres i dag af et nyt spørgsmål: Er historien værd at betale for? Det er ikke nødvendigvis et problem i sig selv. Betalingsmuren er for mange medier en forudsætning for at finansiere original og undersøgende journalistik. Men den ændrer vilkårene. Journalistikkens opgave er ikke længere kun at oplyse hurtigt og præcist. Den skal også konvertere. Hvad betyder det for kommunikationskonsulenten? Det betyder, at det ikke længere er nok at komme med et godt budskab. Historien skal både have nyhedsværdi for journalisten og abonnementsværdi for mediet. Derfor virker dokumentation, data, cases, konflikt og konsekvens bedre end generelle budskaber. Vil man trænge igennem, bør man tænke mere målrettet og mere eksklusivt. Journalisten skal hurtigt kunne se, hvorfor historien er relevant, og hvad den giver læseren, som ikke allerede er kendt. En god presseindsats i dag handler derfor ikke kun om at sende en pressemeddelelse, men om at levere stof, der kan bære en historie: Tal, adgang, kilder, cases og en skarp vinkel. Læs hele maj-nyhedsbrevet – hvor du også møder IT-rådgiveren Chris Kjølby, der fortæller om It-sikkerhed og -backup. Du får indblik i Danmarks Radios seneste medieanalyser og råd om, hvordan du anvender anvender de korrekte billedfiler. Klik her - hvis du vil modtage Added Values nyhedsbrev hver måned.
AI og ChatGPT har gjort det lettere at producere tekst. Men ikke nødvendigvis lettere at skrive godt
Af Christian Pedersen 7. april 2026
Begynd ikke med AI. Begynd med det, du selv ved. En erfaring. En observation. Et eksempel. En holdning. Brug bagefter AI til at stramme op og gøre teksten skarpere.
Show More