Advokat Martin Falk Rømer

Det er lettere at ringe til en advokat, man har talt med

For advokat og partner Martin Falk Rømer handler forretningsudvikling i høj grad om relationer. Gennem mange år har han engageret sig i bestyrelser, netværk og frivilligt arbejde i Ringsted. Ikke fordi hvert møde skal føre til en ny klient, men fordi synlighed og tillid over tid gør en forskel.

Advokatfirmaet Ladefoged i Ringsted bruger kun i begrænset omfang klassisk annoncering. Til gengæld er flere af firmaets partnere aktive i det lokale erhvervs- og foreningsliv.

Martin Falk Rømer er selv engageret i blandt andet TMS Ringsted Håndbold, Rotary, Ringsted Erhvervsforum, Sct. Joseph privatskole, Midtsjællands Gymnasium og andre lokale bestyrelser. Samtidig udfører han pro bono-opgaver, blandt andet i den lokale advokatvagt og som dirigent i frivillige foreninger.

– Vi ved, at det er et tillidsspørgsmål at vælge en advokat. Derfor vil det altid være lettere at ringe til én, man allerede har mødt og talt med, siger han.

Det er også en af grundene til, at Advokatfirmaet Ladefoged deltager på Ringsted Messen. Her møder advokaterne borgere og virksomheder fra hele lokalområdet i en mere uformel sammenhæng end på kontoret.

Relationer tager tid
For Martin Falk Rømer er netværk ikke et spørgsmål om hurtige resultater. Relationer bygges over tid, og nogle gange går der mange år, før de fører til en konkret opgave.

Et eksempel går helt tilbage til begyndelsen af Martins arbejdsliv. For omkring 30 år siden arbejdede han i virksomheden Altan.dk. Kontakten til tidligere kolleger er siden blevet bevaret, og i dag bruger nogle af dem hans juridiske ekspertise i både erhvervsmæssige og private sammenhænge.

– Relationer betyder noget. Det er i kontakten med andre mennesker, at man planter et frø, der forhåbentlig er positivt, siger han.

I perioder bruger Martin Falk Rømer et par aftener om ugen på bestyrelsesarbejde og netværk. Men engagementet skal give mening i sig selv.

– Det er afgørende for mig, at jeg kan stå inde for det, der foregår i den forening eller virksomhed, jeg engagerer mig i. Formålet skal være klart og positivt. Bestyrelsesarbejdet skal give mulighed for at bringe mine kompetencer i spil og gøre en forskel. At dette arbejde også er med til at skabe synlighed om mit virke, er en sidegevinst.

– Min erfaring er, at relationer ofte kaster et eller andet af sig. Men det fungerer kun, hvis engagementet er reelt.

Ordentlighed kan blive til forretning
Som advokat repræsenterer man ofte en klient over for en modpart, som kan være utilfreds med både sagen og resultatet.

– Vi er ofte i opposition til andre mennesker, fordi vi repræsenterer deres modpart i en retssag eller en mægling. Derfor er det vigtigt, at vi altid opfører os ordentligt.

Netop derfor lægger Martin Falk Rømer vægt på ordentlighed i alle professionelle relationer. Det kan få betydning senere.

– Det sker faktisk, at mennesker, som tidligere har været vores modpart i en sag, efterfølgende kontakter os og beder os repræsentere dem. Jeg ser det at opføre sig ordentligt i alle livets forhold som en del af mit DNA.

Provinsadvokaten skal kende sit samfund
Den tætte kontakt til lokalsamfundet er samtidig en del af arbejdslivet som advokat i en provinsby.

Hvor større advokatkontorer ofte er præget af høj specialisering, arbejder Advokatfirmaet Ladefoged bredt med blandt andet dødsboer, skilsmisser, entrepriseret og ejendomshandler.

– Vi er provinsadvokater, og derfor har vi en bredere faglig palette end mange af de specialiserede kontorer i København. Det gør jobbet interessant. Vores arbejdsdage aldrig ens, og samtidig sætter jeg pris på at kunne hjælpe mennesker ud af situationer, som for dem kan virke uoverskuelige.

Den brede rådgivning stiller samtidig krav til den personlige relation mellem advokat og klient.

Peronlige kontakt afgørende
Teknologien spiller ganske vist en stadig større rolle. Martin Falk Rømer bruger blandt andet AI til at skabe overblik over større datamængder, oversætte større udenlandske kontrakter og udarbejde mødereferater, når deltagerne har accepteret optagelse af et møde.

Men teknologien ændrer ikke hans grundlæggende syn på, hvad der skaber en god advokatforretning.

– AI kan være et nyttigt værktøj, men det skal ikke være motoren i vores juridiske løsninger. I sidste ende er det den personlige kontakt, der gør forskellen. Det er den, der får nye klienter til at komme til – og eksisterende klienter til at vende tilbage, fastslår Martin Falk Rømer.


Følg Martin Falk Rømer på Linkedin
Advokatfirma Ladefoged på LinkedIn
Advokatfirma Ladefoged på web


Læs alle Added Values interview om markedsføring og kommunikation.


Ring til Added Value