Rådgiver Thomas Vangsaa

Cybersikkerhed bliver konkret i tidligere bankboks
Hvordan gør man GDPR, compliance og informationssikkerhed nærværende for virksomheder, der helst vil bruge tiden på deres egen forretning?
Hos Vangsaa A/S i Ringsted er svaret blandt andet et escape room i en tidligere bankboks.
Virksomheden rådgiver offentlige og private organisationer om dokumentation, ledelsessystemer, informationssikkerhed og overholdelse af blandt andet GDPR. Det er klassiske vidensydelser, hvor værdien ofte først bliver synlig, når noget går galt – eller når myndigheder, kunder eller samarbejdspartnere kræver dokumentation.
“Vi har et godt navn i markedet på grund af vores høje faglighed. Samtidig kan vi tilbyde en mere personlig service og en skarpere pris end de store konsulenthuse, vi konkurrerer med,” siger ejer og direktør Thomas Vangsaa.
Han etablerede virksomheden i 2017. I dag har Vangsaa A/S otte medarbejdere med kompetencer inden for revision, jura, IT-arkitektur og HR. Kunderne tæller blandt andet finansvirksomheder, mellemstore virksomheder, statslige institutioner og kommuner.
Markedsføring med udfordringer
Virksomheden er kåret som Gazelle i 2022, 2023 og 2024. Alligevel har arbejdet med markedsføring ikke været enkelt.
“Vi har brugt mange penge på at gøre os synlige. På et tidspunkt havde vi en medarbejder ansat til at sikre os synlighed på LinkedIn. Vi gik fra 50 til 600 følgere på et år, men vi fik ingen kunder ud af det,” siger Thomas Vangsaa.
Heller ikke annoncering og elektronisk markedsføring i forbindelse med Gazelle-kåringerne gav nævneværdige henvendelser.
Ifølge Thomas Vangsaa skyldes det blandt andet, at virksomheden sælger et vidensprodukt, som kan være svært at gøre konkret.
“Vi sælger noget uhåndgribeligt. Det handler om at overholde lovgivningen og have styr på risici. Vi har nok kommunikeret til en for bred målgruppe, og selv målrettet salgsarbejde mod bestemte sektorer har ikke givet det ønskede udbytte,” siger han.
I dag kommer mange nye kunder gennem netværk og anbefalinger. Derfor arbejder Vangsaa A/S nu med en anden tilgang til markedsføring og kursusaktivitet.
Nyt kursuskoncept
Efter sommerferien forventer virksomheden at lancere et nyt kursuskoncept, hvor deltagerne skal løse opgaver om digitalisering og it-sikkerhed i et escape room. Rummet etableres i en tidligere bankboks i kælderen under virksomhedens kontor på Torvet i Ringsted.
“Vi indretter bankboksen som et kontor. Deltagerne skal løse opgaver og finde ledetråde, som til sidst kan få dem ud af den aflukkede boks,” siger Thomas Vangsaa.
Konceptet skal i første omgang markedsføres over for potentielle kunder i lokalområdet og på resten af Sjælland. Samtidig håber Thomas Vangsaa, at det nye initiativ kan gøre virksomheden mere synlig for mulige medarbejdere.
Tiltrække medarbejdere
Vangsaa A/S har opgaver til flere end de nuværende otte ansatte, men det er vanskeligt at tiltrække specialister fra København til Ringsted – selv om togturen fra Hovedbanegården kun tager omkring 35 minutter.
“Jeg håber, at vi om et par år kan være dobbelt så mange medarbejdere. Vi overvejer også, om vi skal oprette afdelinger i København og Nordjylland for at komme tættere på kunderne og gøre det lettere at tiltrække medarbejdere,” siger Thomas Vangsaa.
På længere sigt ser han også muligheder i Tyskland, blandt andet i Hamburg, hvor finanssektoren rummer et stort kundepotentiale.
Og bankboksen? Den kan måske også få et liv uden for arbejdstiden.
“Vi har faktisk også planer om at tilbyde escape roomet til private i weekender,” siger Thomas Vangsaa.
Læs mere om Vangsaa A/S
Følg Thomas Vangsaa på LinkedIn
Følg Vangsaa A/S på LinkedIn
