Passion for bier

Laila og Torben lancerer Bihaven.dk
De kyndige biavlere Laila Kristiansen og Torben Jensen vil dele glæden ved bierne – og smagen af lokal honning.
Lige syd for Ringsted, mellem Farendløse og Ørslev, driver Laila Kristiansen og Torben Jensen tre bigårde med i alt 40 bistader. Siden 2017 har de været uddannede kyndige biavlere – en uddannelse, der forpligter: De bidrager til god bisundhed og smitteforebyggelse i Danmark.
I 2025 tog parret næste skridt og gjorde deres fortælling digital med Bihaven.dk samt profiler på Facebook og Instagram – med hjælp fra Added Value Communication.
“Vi møder mange mennesker ved vores vejbod og hos lokale forhandlere. Interessen for biavl er stor, og vi får mange spørgsmål, når vi leverer honning,” siger Laila Kristiansen.
“Vi vil gerne bredere ud og sælge mere af vores honning gennem flere forhandlere. Samtidig vil vi fortælle om glæden ved at arbejde med bier. Fx at man glemmer tid og sted ved bistaderne i naturen – det er ren meditation,” siger Torben Jensen.
Fra bistade til glas
På Bihaven.dk og de sociale medier vil Laila og Torben løbende vise årets gang i bigårdene – fra forårsflugten til slyngning og tapning. Følgerne får indblik i håndværket, der skal til, før honningen rammer glasset. Ét bistade kan rumme omkring 70.000 bier– en forunderlig, velorganiseret verden, som parret ofte inviterer ind i - gennem billeder og korte fortællinger.
Smagen i honning afhænger af beliggenhed og årstid. Bihavens honning er produceret i lille skala og nænsomt behandlet. Den adskiller sig i udtryk og smag fra den ensartede honning, man typisk møder i supermarkedet.
“Vi tilbyder et produkt, vi kan stå inde for – og som smager virkelig godt. Den nyslyngede honning giver os stadig et smil på læben, og den glæde vil vi gerne dele,” siger Torben Jensen.
Hjælp når naturen kalder
Laila og Torben er registreret på Danmarks Biavlerforenings liste over sværmhentere og rykker ud, når en bisværm skal flyttes i sikkerhed. Det gavner både bier og mennesker – og er endnu en anledning til at fortælle om biernes fascinerende liv.
“Faktisk er salget af vores honning næsten et biprodukt (!) af den historie, vi gerne vil dele om bierne,” smiler Torben Jensen.
Fakta om Bihaven
• Torben og Laila er kyndige biavlere siden 2017
• Tre bigårde med ca. 40 bistader
• Produktion af lokal honning fra Ringsted-området
• Mulighed for at besøge bigårdene forår og sommer – aftal et besøg på telefon 20 29 29 10.
• Registreret som sværmhentere via Danmarks Biavlerforening
Følg med og smag med
• Læs mere: bihaven.dk
• Følg Bihaven på Facebook og Instagram
• Kontakt via hjemmesiden vedr. sværmhentning eller forhandlerhenvendelser
