Har du styr på elevatortalen?
- Af Christian Pedersen
- •
- 27 nov., 2019
- •

Vi skal alle sammen kunne det. Præsentere vores virksomhed og job kort og præcist, så den vi taler med ikke får flakkende øjne og begynder at gabe, forbi vi er for længe om at beskrive vores ydelser og produkter.
Mange har problemer med at stille sig op og præsentere den virksomhed, de arbejder i. Det oplever jeg ofte i det salgsnetværk, jeg deltager i hver 14. dag, Global Network. Hver gang har vi ét minut til at præsentere os, vores virksomhed, og hvad vi leverer til vores kunder.
Især de deltagere, som ikke er vant til at stille sig op over for andre og fortælle, hvem de er, og hvad de sælger, har udfordringer med at formulere sig kort og præcist.
Der kan siges meget sludder på ét minut. Ja, faktisk kommer man nemt til at fremstå ufokuseret og uprofessionel, når man ikke har styr på sin elevatortale.
Elevatortalen er en kortfattet og konkret præsentation, der helt kort fortæller, hvem du er, hvad du brænder for og hvad du arbejder med. Navnet kommer af, at du skal kunne nå at præsentere dig selv, og hvordan du skaber værdi på kort tid – gerne i løbet af en tur i en elevator.
Som virksomhed er det også vigtigt, at medarbejderne har den samme fortælling om den organisation, de er en del af. Hvad kendetegner virksomheden? Hvad producerer den? Hvordan gør man en forskel? Hvem er kunderne? Hvad er medarbejderens rolle i virksomheden?
Det nytter ikke at medarbejdere har hver deres version af, hvilken virksomhed de er ansat i. Det er ledelsens opgave at sikre, at medarbejdere har den samme fortælling om virksomheden. Ledelsen bør går foran med et godt eksempel og gentagne gange fortælle, hvad de mener kendetegner virksomheden - til inspiration for medarbejderne.
Hvis du er ansat i en stor virksomhed, så tjek hvordan kollegerne fortæller om den. Man bliver ofte overrasket over, hvor forskelligt en arbejdsplads præsenteres af medarbejdere og ledelse. Det er ikke altid godt, for det giver et flimrende indtryk og skaber usikkerhed, om det er den sammme virksomhed, medarbejderne er ansat i.
Få otte præcise råd til din næste elevatortale.
Gå ikke glip af det næste nyhedsbrev, tilmeld dig allerede nu!