Blog Post

Hvorfor rammer en 39 år gammel nyhed forsiden i 2023? 

  • Af Christian Pedersen
  • 18 sep., 2023
Normalt er nyheder i pressen aktuelle, sensationelle og konfliktfyldte. Men det var ingenlunde situationen, da Dagbladet i Ringsted mandag den 14. august bragte nyheden om en 39 år gammel nyhed for forsiden af avisen: ”Ringsted-pilot reddede 121 menneskeliv i sidste sekund”.
 
På en eller anden vis var de journalistiske nyhedskriterier sat ud af spil – eller også var de domineret af nyhedskriteriet, nærhed. Historien på avisens forside handlede nemlig om 78-årige Evald Bank, der er Ringsted-borger og i august kunne fejre sit 60-års jubilæum som aktiv pilot.
 
De journalistiske nyhedskriterier er de retningslinjer, som journalister og redaktører anvender for at vurdere, hvilke historier der fortjener at blive dækket og offentliggjort.
 
Udover forsiden bragte avisen to fulde sider (side 2 og 3) om Evalds liv og passion for at flyve. Læs artiklen her - det er en virkelig god historie.
 
En historie der udviklede sig
Jeg hjalp Evald med at få historien på i Dagbladet og kunne naturligvis ikke på forhånd garantere den eksponering, som han fik. I min pitch til redaktionen slog jeg på, at Evald var fra Ringsted, at han havde 60-års-jubilæum som aktiv pilot, at han var en god fortæller og – ikke mindst – at han gav en flyvetur i sit Cessna 182 med mulighed for at redaktionen kunne tage gode fotos. Jeg slog dermed på de to journalistiske kriterier, nærhed (lokal vinkel) og aktualiteten, jubilæet. Jeg nævnte intet om, at Evald for mange år siden forhindrede et flystyrt og mange menneskers død.
 
Jeg skrev til redaktionen og nåede ikke at følge op med en opringning, før jeg havde Evald i røret, der fortalte, at han senere på ugen fik besøg i sin hangar på Ringsted flyveplads af en journalist og en fotograf fra Dagbladet.
 
I 1984 ville historien om redning af 121 mennesker have levet op til kriterier, som sensation, identifikation, nærhed og aktualitet. I 2023 blev nyheden gentaget, endda med henvisning til det Ritzau-telegram, der dengang blev sendt ud.
 
Alt i alt en overraskende vinkel på en god jubilæumshistorie. Og Evald, ja han var meget tilfreds med omtalen - og flyver videre.


Tjek hele september-nyhedsbrevet, hvor du kan læse mere om nyhedskriterier, og hvorfor vores digitale liv har forandret sig.

Gå ikke glip af det næste nyhedsbrev, tilmeld dig allerede nu!


Af Christian Pedersen 15 Apr, 2024
Hvad skaber en effektiv pressemeddelelse, og hvordan man undgår de fælder, der kan få journalisterne til at slette den, før de overhovedet har læst teksten igennem.
Af Christian Pedersen 20 Mar, 2024
En tale er ikke blot en række ord, der bliver sagt højt; det er en mulighed for at skabe forbindelse, påvirke og inspirere lytterne. Uanset om det er en formel præsentation, en festtale, eller en inspirerende samtale, er forberedelsen nøglen til succes.
Show More
Share by: