Added Value Communications nyhedsbrev nr. 6, juni 2010
1. Hvordan får man gang i markedsføringen? For mange mindre virksomheder er det en udfordring at få gang i markedsføringen og få styr på, hvem der skal kommunikeres med, hvad der skal kommunikeres og gennem hvilke kanaler. Fortvivl ikke længere - nu er hjælpen på vej! I et nyt koncept retenkelt.dk tilbyder jeg sammen med firmaet Cave Company en startpakke i kommunikation og markedsføring. Læs mere nedenfor. En anden udfordring for både store og små virksomheder er at formulere de skriftlige budskaber til modtagerne på en måde, så de er forståelige og relevante. Jeg har netop holdt et kursus for medarbejderne i IT-afdelingen i en af landets store detailhandelskæder. Jeg bringer nogle af de råd, jeg gav afdelingens IT-supportere. Det sker under overskriften "Du skriver ikke det, du skriver. Du skriver det, der bliver læst". De bedste ønsker om en god sommer. Venlig hilsen Christian Pedersen
2. Du skriver ikke det, du skriver - du skriver det, der bliver læst Her er nogle hurtige råd om, hvordan man skriver en præcis og overskuelig tekst. Jo klarere teksten er formuleret, desto lettere er det at få sit budskab igennem til modtagerne. 1. Skriv kort Gør teksten så kort som mulig uden at svække indholdet. 2. Fjern unødvendige fagudtryk og fremmedord Undgå fagudtryk der forudsætter en særlig faglig viden hos modtageren. 3. Del de sammensatte ord op Lange ord, der er sat sammen af flere ord, virker som en stopklods for læserne. Skriv fx problemer med serveren i stedet for serverproblemer. 4. Gør sproget konkret Skriv så konkret og synligt som det faglige indhold og sammenhængen tillader. I stedet for at skrive "som følge af et højt aktivitetsniveau på intensivområdet" kan man med fordel skrive "fordi regionen har behandlet flere patienter på sygehusenes intensive afdelinger". 5. Brug aktive udsagnsord Sørg for at din tekst altid er skrevet i et aktivt sprog. Passive ord og vendinger dræber sproget og forståelsen. "Det næste møde i styregruppen afholdes.." Her kan man i stedet skrive "Styregruppen holder næste møde ..." 6. Træk grundleddet frem i starten af dine sætninger Når et grundled står langt inde i en sætning, har sætningen bagvægt. Det er ikke godt. Træk grundleddet frem og undgå unødige vendinger som "med udgangspunkt i" eller "som følge af". "I henhold til lov om planlægning skal Regionsrådet tilvejebringe forslag til regional udviklingsplan" er svært at forstå. Skriv i stedet "Regionsrådet skal komme med et forslag til regional udviklingsplan. Det siger loven om planlægning." 7. Skriv det, som du vil sige det Undgå de såkaldte "skriftord", som du aldrig ville bruge mundtligt. Fx dersom/såfremt, i indeværende år, anvendelsesområde, foranstaltninger, tilvejebringe m.m. Den slags sprogbrug skaber afstand mellem skribenten og læseren. Skriv i stedet som du tænker og taler. 8. Pas på med indskudte sætninger Indskudte sætninger gør livet svært for læseren. Del sætningerne op. 9. Gør teksten let at finde rundt i For at gøre teksten let at finde rundt i, kan du dele den op i afsnit med små overskrifter.
3. Ret enkelt - markedsføring og kommunikation i én pakke Ret enkelt - det er navnet på den pakke med markedsføring og kommunikation, som Added Value Communication i samarbejde med Cave Company netop har sendt på markedet. Mange virksomheder holder sig ofte tilbage, når det drejer sig om at hyre ekstern hjælp til en kampagne, hvor et produkt eller en ydelse skal markedsføres. Adskillige virksomhedsledere har erfaret, at det ofte kræver en stor indsats at briefe eksterne konsulenter om, hvad virksomheden står for og ønsker. Denne besværlige tilgang til kommunikation og markedsføring ønsker holdet bag det nye koncept retenkelt.dk at lave om på. - Vi hjælper virksomheder med hurtigt at få deres budskaber ud over rampen, så de bliver synlige over for deres kunder og ikke mindst deres kommende kunder, uden det skal koste dem en bondegård, siger Thomas Nymann Nederland og Christian Pedersen fra ret enkelt.dk - Vi gør ikke tingene vanskeligere, end de behøver at være: Vi holder et planlægningsmøde hos kunden. Derefter går vi hjem og udarbejder et sæt kampagnematerialer og forbereder en presseindsats for at sikre virksomheden omtale i medierne. Det behøver ikke at udvikle sig til et uoverskueligt projekt. Det kan faktisk gøres ret enkelt. Og det virker, siger de to initiativtagere. Pakken består af tre dele: 1) En plan for markedsførings- og presseindsatsen, 2) kampagnematerialer i form af et salgsbrev og en salgsfolder og 3) pressematerialer i form af en pressemeddelelse inkl. udsendelse. Bag retenkelt-konceptet står to selvstændige konsulenter med hver deres virksomhed: Thomas Nymann Nederland, Næstved, er Cave Manager i Cave Company, som arbejder med markedsføring og forretningsudvikling - og altså Christian Pedersen, Added Value Communication. Få mere information på www.retenkelt.dk 4. Åbent hus i Den Kreative Matrikel Kom og oplev Ringsteds iværksættermiljø Der er for alvor kommet gang i Ringsteds iværksættermiljø. Det kan du ved selvsyn erfare, hvis du møder op til en eftermiddag med fokus på iværksætteri og kreative ideer torsdag den 10. juni fra kl. 13 til 16 i Den Kreative Matrikel, Garnisonen 38. Her vil beboerne i Ringsteds iværksætterhus, give nogle bud på, hvad det vil sige at kaste sig ud i livet som selvstændig og forlade den sikre tilværelse som funktionær. For få år siden formulerede Ringsted Erhvervsform en vision om, at det ville være godt at skabe fornyelse i kommunens erhvervsliv ved at få flere konsulentvirksomheder til at etablere sig. Den vision er nu en realitet. Kom og oplev de første resultater. Program 13.00 - 13.30 Ankomst - sandwich, frugt og networking 13.30 - 13.40 Velkomst ved Thomas Hørdam, projektleder for Den Kreative Matrikel. Thomas fortæller om husets første år og om den mentorrådgivning, som er et tilbud til alle Ringsteds iværksættere. 13.40 - 14.00 Virksomhed på to minutter - mød alle beboerne i Den Kreative Matrikel. 14.00 - 14.30 Pause, rundvisning og forfriskninger Få ideer og inspiration fra to af Matriklens beboere: 14.30 - 15.00 Tænk ud-af-boksen og skab ideer der fører til vækst Mød idé- og innovationscoach Pernille Søgaard og få tips og teknikker til at stimulere din virksomhed og knuseproblemer på nye og kreativ måde. 15.00 - 15.30 Hvad sker der i salgsafdelingen anno 2010? Mød Interim Sales Manager Lars Grandjean , Grandjean Nordic 15.30 - 16.00 Snacks og drikkevarer Tilmelding til arrangementet sker på e-mail senest tirsdag den 8. juni kl. 12.00 Få mere info Den Kreative Matrikel og virksomhederne på http://www.denkreativematrikel.dk/ På gensyn
5. Lækre links On line to-do-liste - så er dagens opgaver altid tilgængelige fra enhver pc. Der er ingen grund til at glemme det vigtige. Groove Shark gratis musik til arbejdet 11 gratis værktøjer til at optimere dine sociale medier Tilmeld dig og få nyhedsbrevet fremover. Added Value Communication : : Garnisonen 38 : : 4100 Ringsted : : Tlf. 61 33 69 65
|
| techCMS |